Det er vigtigt for de fleste af os at være tilstede online. Hvadenten det er på sociale medier, på personlige hjemmesider eller deciderede webshops, så er billeder en væsentlig del af vores digitale møde med verden.

Jeg har en del virksomheder blandt mine kunder og har god erfaring med at stå for firmaportrætter, der allesammen har det samme udtryk, selvom der kan gå måneder imellem, at virksomheden skal bruge billeder af nye ansatte. I det tilfælde er det godt at have snakket udtrykket igennem på forhånd, så det er fuldkommen den samme opskrift på alle billederne.

Det er ikke sjældent, at jeg laver virksomhedens portrætter on location. Nogle gange er det det nemmere at nå igennem alle ansatte, hvis jeg indretter et lille improviseret studie på virksomheden. En neutral væg i et rum med god plads, kan nemt omdannes til formålet. 

Jeg fotograferer selvfølgelig lige så gerne i mit studie i Frederiksværk, men også gerne i naturen. Det kan være en fordel at gøre op med det klassiske firmaportræt og rykke udendørs, hvis man gerne vil skille sig ud fra konkurrenterne.